Chénas "Les Darroux" 2019
Type: Rødvin
Land: Frankrig
Region: Beaujolais
Drue: Gamay
Chénas er en af de mindste af de 10 Cru'er i Beaujolais, hvis ikke den mindste. Udtrykket kan for mange ofte forveksles med Moulin-à-Vin, som også er nabo til bjerget her. Denne vin er skabt af et bestemt Climat (afgrænset område i Chénas), nemlig Les Darroux, hvor Sébastien har opdaget en særlig stor mængde af granit i jorden på en enkelt sydvestvendt skråning.
Når druerne er høstet gennemgår de carbonic maceration i hele klaser, hvorefter vinen gærer på sin naturlige gær i op til 20 dage, før druerne presses blidt og skilles fra. Efter dette overføres vinen til gamle barrique-fade, hvor den tilbringer et år med bærmekontakt.
Et virkelig vildt og fantastisk udtryk for et Climat i Chénas. Jordagtig og mørk frugt, som spiller bold op mod cedertræ, nelliker, svampe og våd skovbund, bakket op af en stor syre og silkeblød tannin. En vin, der i den grad vil udvikle sig godt i flasken over tid.
100% Gamay
Sébastien Besson
Beaujolais, Frankrig
I Beaujolais har der igennem de seneste par år været en spændende renæssance i gang, hvor unge vinmagere kommer til roret med forældrenes know-how i hænderne og en ny og spændende naturlig tilgang til produktionen, hvis eneste formål er at føre hele området til helt nye højder – Et sådant tilfælde må man i den grad sige, at Sébastien Besson er!
Sébastien Besson er den fjerde generation af familien Besson, der står for styringen af huset hoveddomæne Domaine du Penlois, som blev grundlagt af Sébastiens oldefar Benoît i 1920, ligger på bakketoppen kaldet Lancié, placeret mellem Morgon, Fleurie og Moulin-à-Vin. I 1977 overtog Sébastiens far, Maxence, styringen af huset og opkøbte hurtigt flere marker i Beaujolais' cru'er, hvilket betød, at huset hurtigt rådede over næsten 30 hektar marker fordelt på de forskellige cru'er rundt omkring i Beaujolais.
Mens Sébastien blev oplært af sin far i familiefirmaet, begyndte han at tænke i nye baner, hvilket førte til, at han startede et eponymt projekt i 2016. Han omdannede små granitfyldte parceller, spredt ud over familiens mange økologiske marker, og gjorde dem til strengt naturligt dyrkede marker uden brug af nogen former for sprøjtemidler.
Sébastien Besson sværger til naturlig gæring, ingen sprøjtemidler og lav svovling af vinene. Han eksperimenterer meget med alt lige fra store betonæg til små og store fade.
Sébastien Bessons vine strækker sig i dag kun over 7 hektar af familiens samlede 30 hektar.
Sébastien Bessons vine er i den grad et besøg værd, hvis man er til visionær, moderne Beaujolais, hvor håndværket og kærligheden til produktet kan mærkes.
En absolut topproducent, som vi er meget stolte af at kunne dele med jer, og som vi glæder os til at følge helt tæt på!